Det elskede legehus

Det er en herlig sommereftermiddag. Jeg er lige kommet hjem fra arbejde og glæder mig til at kunne bruge tid sammen med min 4-årige datter. Hun er simpelthen det skønneste. Men jeg kan ikke finde hende. Hun er ikke sammen med sin mor, som står i køkkenet og er ved at forberede salaten til aftensmaden. ”Hvor er hun?”, ”Hun sidder ude i legehuset og surmuler” svarer min kone. ”Hun er sur på mig, fordi jeg ikke vil give hende slik. Hun er så slikken for tiden. Vi må lære hende, at det ikke er godt med for meget slik.”

Mit legehus

Min kone er meget bevidst om ernæring og har en idé om, at gode spisevaner skal indlæres meget tidligt. Jeg kan kun give hende ret, men går ud i haven. Banker på døren til legehuset og spørger min datter, om jeg må komme ind. Jeg får at vide, at det må jeg ikke, men jeg skal gå væk fra hendes legehus. Jeg kan se, hun sidder derinde og bider i et æble. Og hun er godt gal i hovedet. ”Hvorfor sidder du der?” ”Mor vil ikke give mig slik.” Jeg kan høre, at hun er grædefærdig af arrighed. ”Du ved da godt, at slik ikke er sundt.” ”Ja, men jeg vil have slik nu!” Jeg tænker mig om et øjeblik. Hun skal ikke sidde der og være vred, fordi hun ikke må få slik. ”Hvad siger du til, at jeg kommer ind til dig, og så leger vi, at vi laver hjemmelavet, sund slik?” Intet svar. Det virker, som om hun overvejer idéen. Legehuset, jeg byggede til hende sidste år, er stort nok til, at jeg lige akkurat kan sidde derinde sammen med hende.

Pædagogik på slap line

”Ok, men så skal det være med banan, og ikke det her æble.” Jeg går ind i køkkenet og henter en banan, nogle nødder og solsikkekerne – og en kniv. Der er stadig et par timer til aftensmaden, så det er ok, at hun får en banan nu. Jeg går tilbage til legehuset og kravler ind til hende. Vi sætter os midt på gulvet, og jeg begynder at skære bananen i små skiver til hende. Vi leger, at jeg laver banankarameller, og at hun prøvespiser dem for at se, om de smager godt eller dårligt. Hun giver mig sin mening om karamellerne: ”Den med nød er bedst”, siger hun. ”Den skal koste 100 kr.”, ”Den med kerner er ikke så dejlig, den er sur.” Hun mener vist bitter. ”Den skal koste 500 kr.”, ”Hvorfor det? Det er da mange penge for en dårlig karamel.” ”Jo, fordi så køber de den ikke” er svaret. Ok, det er der vist en logik i. Tænker, at det er utroligt, hvor hurtigt børn finder ud af, hvad en vare koster. At jeg så synes, at det er meget dyrt at betale 100 kr. for en karamel, er en anden sag. Det har vist noget at gøre med, at min datter ikke helt har forstået penges værdi endnu. Men hun tænker logisk. Hun har spist bananen, så vi går indenfor. Det er begyndt at regne, og hun er ikke sur på sin mor længere.